Formålet med projekt ”Klassisk i Ikast-Brande” er, at øge interessen for den klassiske musik blandt borgerne i Ikast-Brande Kommune. Dette søges opnået ved en målrettet indsats med henholdsvis pædagogiske initiativer samt en samlet markedsføring af de klassiske musiktilbud.
Den klassiske koncertmusik har et begrænset publikum i vores område. Det viser sig bl.a. ved at kun et lille publikum kommer til de koncerter, som udbydes i kommunens kulturhuse, henholdsvis i Bakkehuset i Ikast, i RemisenBrande samt i Den Gamle Biograf i Engesvang. Projektgruppen bag projekt ”Klassisk i Ikast-Brande” ønsker at gøre en indsats for at øge interessen for den klassiske musik, der er en vigtig del af det ellers rige musikliv i Ikast-Brande Kommune. Projektgruppen udgøres af lederne for de tre ovennævnte kulturhuse.
Projektgruppen tror på at en større interesse for koncertmusik ud over at berige flere mennesker også vil øge interessen for at bosætte sig i vores kommune med dens mange kulturtilbud. Et rigt og varieret kulturtilbud gør området til et godt sted at bo.
En særlig indsats overfor børn er vigtig, da beskæftigelse med musik i alle former er med til at berige deres tilværelse.
|